Bakkenbutik Økologiske og miljøvenlige
Lammeprodukter, uldprodukter og brugskunst

Om os på Bakken

Vi arbejder begge fuld tid og har 4 børn, som alle er flyttet hjemmefra. Vi elsker at komme hjem fordi det er som at komme ud i naturen i det øjeblik vi står ud af bilen. Højt til himlen, masser af fuglefløjt og så alle vores dyr og ikke mindst skoven. Vores 2 hunde må også føle det er paradis. Vi renoverede ejendommen da vi flyttede ind med jordvarme og solceller og har i de 10 år plantet over 16 ha skov. Der ses ofte vildt på ejendommen og vi har et bredt udsnit af danmarks vildt hos os. Det støjer praktisk taget kun med landbrugsmaskiner og det er oftest vores egen traktor. Vores hobbies og virksomhed er noget vi har planlagt at tage med os ind i den 3. alder så længe helbred og lysten til det er der. Vil man som kunde ud og se bedriften og vores beskedne butik kan det aftales med en af os.

 

VI HAR

Lammekød og produkter

Vi er en familie der er flyttet på landet for 10 år siden og har bygget en fårebesætning op med gotlandske pelsfår. Vi avler på pelsen og får pelsvurderet vores lam hvert år for at udvælge de bedste dyr til avlen med pelskvalitet – omgængelighed og ”charme”. Det er vigtigt for os at dyrene har stærke moderegenskaber og er til at snakke med. Vi omlagde til økologi i 2019 så de lam vi sælger i 2021 kan stemples økologiske ved slagteren. Vores dyr går ude hele året og har mulighed for at gå ind hvis de ønsker det og kan ligge på et tørt leje af halm. Der tilbydes fin- og grovparterede lam, salg af køller, bove, ryg, koteletter, grillpølser, spegepølser mm. Får og lam er min form for afstressning og afslapning.

Uldprodukter

Garvede skind – skindpriser fra 1.000 til 2.000 kr. pr skind kom og se og føl dem. Uldplaid – rent 100% dansk uldprodukt med uld fra vores lam. Garnet spindes hos Hjelholt på Fyn og væves hos Arcadia i Herning. Uldplaiden er lækker flot og stor 220 cm X 140 cm og koster 1.200 kr. En virkelig lækker plaid. Karteflor til selv at spinde eller karte med. Uld i løsvægt til egne hobbyprojekter, sorteret og fri for vegetabiler og fraklip. Garn – hjemmespundet og plantefarvet. Vi er også forhandler af garn fra Hjelholt.Vi er også forhandler på Klazigprodukter som er uldprodukter i merinould – det bruger vi i stor stil selv i familien. Uld er et fantastisk produkt som regulerer varmen rigtigt godt og varmer uanset og det er tørt eller fugtigt. Desuden absorberer det svedlugt langt bedre end kunstofprodukter. Vi har højhalsede langærmede udlbluser med lunlås i halsen – uld t-shirt – uldsokker og uldunderbukser lange som de mest solgte varer.

Brugskunst med vores egne produkter samt eget pileflet

Vi gør noget ud af at udnytte alle produkterne fra vores ejendom. Bente producerer lanterner, stjerner og andre dekorative ting i pileflet, ofte med en bund i træ. Hun evner også at lave små får i rakubrænding med vores egen uld viklet omkring – uldfiltfår – keramikfår og andre spændende ting. Thor (søn af huset) er tømrer og elsker at arbejde med træ. Han er ansvarlig for vores udestue og drivhus i fuldtømmer og producerer også flotte svævehylder og skærebrætter på bestilling. Noget af hans produktion kan ses hos os og selvfølgelig byggerierne.